Indlæser Aktiviteter

“Snedronningen” på Moesgaard Museum med bus

For tredje gang kører vi med bus til Aarhus for at se Det Kgl. Teaters forestilling under åben himmel på Moesgaard.

Det Kgl. Teater skriver om forestillingen “Snedronningen”:

“Moesgaard forvandler sig til et landskab af is, når H.C. Andersens elskede eventyr genopstår som storslået familieforestilling.

Et troldspejl skabt af Djævelen får alt godt til at fremstå grimt og latterligt. Det splintres, og glassplinterne regner ned over menneskenes verden, hvor børnene Kay og Gerda lever i et inderligt venskab. Men da Kay får et glaskorn fra troldspejlet i øjet, bliver hans glæde og livslyst med ét til hån og beregnende kynisme. Hans kolde hovmod tilkalder selveste Snedronningen, der lokker ham til sig med iskolde kys og omfavnelser. Pludselig er Kay forsvundet fra Gerda. Og ingen ved hvorhen. 

Snedronningen er eventyret om Gerda, der med djævle i hælene drager ud på en lang rejse for at finde Kay og optø hans iskolde hjerte. 

Kim Fupz Aakeson genskriver H.C. Andersens eventyr til en spektakulær udendørsforestilling i fortællingen om at gå gennem ild og vand for den, man elsker. Nicolei Faber iscenesætter eventyret som en rejse gennem verdener fyldt med magi, farer og mystik. 

Anbefalet fra 8 år.”

Praktisk info:

Billetter kan købes af medlemmer & ledsagere. Max. 2 billetter pr. køb.

Billetsalget starter, når næste Nyhedsbrev udkommer.

Afgang med bus fra Hertug Hans Plads, Haderslev kl. 11.00 og forventet hjemkørsel fra “Moesgaard” kl. ca. 23.30. Vi forventer at være hjemme i Haderslev kl. ca. 01.00.

Forestillingen starter kl. 20.30 og varer 2 ½ time inkl. pause.

Der kan købes øl, sodavand og kildevand i bussen.

Personaleforeningen har sikret sig billetter til virkeligt fine pladser, hvor man sidder med det flotteste udsyn over landskabet ved “Moesgaard” og Aarhus Bugt.

Prisen på kr. 700, – pr. billet dækker bus, billet til “Snedronningen” og buffet inkl. én drikkevare på “Restaurant Flammen” i Aarhus.

Vi sættes af ved Rutebilstationen i Aarhus og har ca. 4 timer på egen hånd i Aarhus til shopping, sightseeing, frokost og hygge, inden vi mødes på “Restaurant Flammen”, Toldbogade 6, 8000 Aarhus C. til aftensmad.

Efter aftensmaden afhentes vi igen kl. 19.00 af bussen på Rutebilstationen, Fredensgade 45, 8000 Aarhus C.

Vil man besøge udstillingerne på “Moesgaard” inden forestillingen, får man 50 % rabat på indgangsbilletten, når man har billet til “Snedronningen”.

Husk! En varm trøje, et tæppe el. lign., da det bliver køligt på tilskuerpladserne, når mørket falder på.

Frist for billetbestilling: D. 1.4.2026.

NB! Billetten fra Place2Book gælder ikke som indgangsbillet til “Snedronningen”.

De rigtige billetter udleveres i bussen på vej til Aarhus.

Læs mere om forestillingen, maden og alt det praktiske her:

https://kglteater.dk/

 

Kontaktpersoner:

Bertel Hansen

beha@haderslev.dk

&

Jette Holm Rønne

jehr@haderslev.dk

 

Foto fra forestillingen: Klaus Vedfelt

jun 06 2026

Detaljer

Start: 6. juni, 2026 @ 11:00
Slut: 7. juni, 2026 @ 1:00
Pris: 700kr.

Sted

Moesgaard, Aarhus

Moesgaard Allé 15
Højbjerg, 8270 Danmark

+ Google Maps